Bloggen

At Bare Være Mig

Coronaen raserer vores samfund i disse dage. Vi er alle udsat, både overfor smitte af Covid-19, men også udsatte i den forstand, at vi nu bliver tvunget ud i isolation, og at mærke os selv for alvor. Det kan være rigtig svært for mange, jeg selv heri blandt. Coronaen har stillet mig overfor en række udfordringer, hvis udfordrende natur, jeg jo af gode grunde har haft rigeligt med tid til at dykke ned i: Hvorfor? Hvad sker der inde i mig? Hvordan griber jeg det an? Så i håb om, at kunne give en kærlig håndsrækning til et andet ungt menneske, vil jeg løfte låget for en del af de tanker om identitet, ensomhed, og selv -og kropsbevidsthed, jeg har gjort mig. Måske lige netop du, sidder med nogle af de samme tanker?

 

Isolation og ensomhed

Isolation var en stor komponent af mit tidligere liv; Jeg plejede at trives bedst i mit eget selskab, her kunne jeg have ro i min ensomhed og forstyrrede tanker. Jeg kunne få lov at udleve alt det den spiseforstyrrede del af mig ledte mig til at gøre, eller rettere, ikke gøre. Jeg var social, men kun lige ”tilstrækkeligt”, jeg ydede det mindste jeg kunne slippe afsted med, men nok til at jeg stadig havde nære relationer at trække på.

 

Der er sidenhen sket en del. I dag, trives jeg bedst i selskab med andre, særligt med folk der emmer af god og positiv energi. Det lyder måske dybt og stort, men det giver min sjæl næring. Og jeg elsker det. Jeg får lov at blomstre og udfolde mig, øse ud af alle mine tanker, grine, og føle andres nærvær. Jeg bliver bekræftet i livet.

 

Af den grund, er denne isolation vi står overfor, meget tung for mig at danse med. Jeg føler mig afskåret, og jeg føler mig vanvittigt alene i mit lille hjem. Noget jeg var så god til engang, er nu noget af det værste der kunne overkomme mig. Jeg er alene med mine tanker, og de synes pludselig langt tungere og mørkere, end hvad de plejer.

 

Men heri, ligger der også en læring til mig. Jeg skal lære at være alene igen. Jeg skal lære ikke at bruge andres selvskab til at distrahere mig selv fra mine til tider tunge og forstyrrede tanker. Jeg skal lære at rumme mig selv, og ikke gribe enhver mulighed jeg kan, for at flytte fokus over på noget andet. Altså, skal jeg elske enhver del af mit jeg: Mine mange og store tanker, og mit eget selvskab.

 

Kropsbevidsthed

”Fitness Centrene lukker”. Av – mine ører begyndte at bløde. Er det vanvittigt at tanken om ikke at kunne slave afsted i fitnesscenteret, er værre end at blive smittet eller smitte andre med en farlig virus? Ja. Ja, det er vanvittigt.

 

Men det er et faktum, jeg synes det er helt forfærdeligt. Og mest af alt, synes jeg at det er helt forfærdeligt, at det fylder så meget for mig, og at det tydeligvis er en mekanisme jeg stadig har en tendens til at trække på. Så den forsøger jeg alligevel at vende til noget positivt: Der ligger også en kæmpe skefuld læring til mig her, jeg skal dykke ned i hvorfor jeg STADIG stiler efter et kropsligt ideal, når jeg troede, jeg var så meget længere end det.

 

Lige pludselig synes jeg også det er svært at være i og forholde mig til min egen krop, når jeg ikke kan få lov at bruge den på samme fysisk aktive måde, som jeg plejer. Så tydeligvis, er der altså nogle brikker jeg mangler at få på plads, for der må jo lægge en grund bag, at fysisk aktivitet er så vigtigt for mig.

 

Udover at motionen er en flig af mine forstyrrede vaner, så er det også en måde for mig at få afløb på, og at skabe noget adspredelse. Så nej, det er ikke udelukkende en usund mekanisme. Lige pludselig sidder jeg overfor at skulle finde en helt ny måde at koble af på. Og det i sig selv er en gave. Indtil videre, har jeg forsøgt mig med yoga, gåture på havnen, og jeg har tilmed givet mig i kast med at strikke. Alle tre nye ”adspredelser”, giver mig mulighed for at mærke mig selv på en helt ny måde. Jeg skal bare være, lige her, lige nu.

Rastløshed

Jeg keder mig. Nej, jeg RØV-keder mig, sagt på godt dansk. Jeg er en lille nørd, så jeg har læst de næste ugers pensum, og det betyder jo så at jeg har foruroligende meget fritid. Igen, jeg har ingen umiddelbar mulighed for at distrahere og aflede mine tanker. Jeg er stillet overfor min hidtil største udfordring: Jeg skal holde mig selv ud.

 

Jeg har vandret hvileløst rundt i min lejlighed, støvsuget, gjort rent, bagt boller. Alle klassikkerne. Så hvad nu? Ja nu, skal jeg mærke mig selv. Og hvordan gør jeg det? Jeg lader tankerne løbe afsted med mig, jeg lader dem flyde, i stedet for at sætte en stopklods for dem. Jeg og de har lov til at være her. Så bruger jeg dem. Jeg bruger mine livslystne tanker, til at udforske alt det, jeg egentlig gerne vil her i livet, alt det jeg gerne vil sanse og opnå. Jeg er såmænd i gang med noget så kliché, som en ”bucket list”, eller med mine ord, en ”livsliste”. En liste over alt det jeg kan se frem til, som spænder vidt og bredt, lige fra ønsket om at eje et appelsintræ, at smage friske druer og ost i Frankrig, at opleve Israel, til at fiske i en sø.

 

Jeg har nu muligheden for at hive de bøger frem, som jeg har kredset om, men aldrig fået læst. Jeg har mulighed for at sætte mig ned, og genopleve et par min barndoms bedste film, såsom Far til Fire, Min søsters børn. Men altså, det er selvfølgelig de helt gamle, vi taler om her.

 

De negative og trælse tanker der kan dukke op, bruger jeg til at mærke mig selv. Jeg gør ikke noget aktivt med dem, men de minder mig om at jeg stadig skal lære og udvikle mig. Og det er jo en gave i sig selv.

 

Udnyt tiden

Kære du som måske synes det er ulideligt svært, eller bare kedeligt, at være spærret inde, så er mit bedste råd at udnytte tiden.

 

Brug muligheden til at fordybe dig i, eller udforske ting som du ellers havde lagt på hylden. Udnyt tiden til at blive opmærksom på, hvorfor du synes det er svært at være alene. Dine tanker er aldrig forkerte, giv dem plads, for det der ligger bag dem, er byggesten til din udvikling som menneske. Alt det der føles tungt og svært, er oftest det der kan lære os mest. Vi er ikke engang en uge inde i isolationen eller ”nedlukningen”, og jeg er allerede nærmest blevet uhyggeligt opmærksom på, at jeg mangler at få samling på nogle byggesten.

Relaterede artikler

Corona-Lisa

Jeg hader, hader, hader virkelig meget at være så meget alene med mig selv, som jeg har været de sidste par uger på grund af den her virus. Jeg savner min hverdag, mine venner og min familie. Gudskelov har Skype da kunne aflaste lidt, men det er bare ikke det samme! For nu er hudsulten også ved at tage over. Jeg havde ikke tænkt over hvor meget et kram eller sågar bare et håndtryk kunne betyde, før det lige pludselig var blevet forbudt…

Ungdommens Bibel

Corona-krisen har givet mig en del fritid, som har ledt mig til at hive et vidunder af en ungdomsroman frem – nemlig ”Den Kroniske Uskyld” af Klaus Rifbjerg. Jeg kan kun anbefale ethvert ungt menneske at dykke ned i dette mesterværk, når nu tiden er til det. Den belyser så utroligt mange problematikker og nuancer af det at være et ungt  menneske under udvikling, og generelt bare det at være menneske.

Om at”komme igennem”

Alt det der har været svært, og alt det der er svært, er noget der former mig til hvem, jeg er. Og jeg er faktisk ret stolt og vild med den person, jeg er. Jeg synes, hun er ret sej, især fordi hun er kommet så godt igennem livet, selvom hun måske ikke har haft de bedste kort på hånden.

Den pårørendes dominoeffekt

De tanker jeg fik (med min brors diagnose), var rigtige onde mod mig selv, og når jeg kigger tilbage, også rigtige irrationelle. Jeg kunne tro, at det var min skyld, at han havde fået det dårligt, fordi jeg ikke var der for ham, eller at det var fordi vi i vores “unge dage” havde kunne blive så sure på hinanden, eller … eller … eller … De kunne ramle som et helt skybrud af skyldfølelse, og jeg følte mig tit så hjælpeløs, fordi hvad kunne jeg gøre?

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.