fbpx

Jeg rundede i sidste uge 22 år, som altså betyder, at jeg efterhånden er ved at være det man kan kalde rigtig voksen. Om jeg vil være ved det eller ej, så siger videnskabens love, at jeg ældes.

 

Nogle ville måske ryste lidt på hovedet af alle de tanker, jeg har gjort mig herom, men faktum er, at jeg har følt mig helt stresset i opløbet til min fødselsdag. Jeg er blot menneske og kan ikke lade være med at sammenligne mig med mine veninder, som står med kærester, forlovede, hus, graviditet, og nogle såmænd også med børn. Hvor jeg netop først er ved at runde af på 1. semester af mit studie, lever det mest stillestående singleliv i en lejlighed, der hver uge bliver dét mere lyserød eller huser nye blomstermotiver. Så altså, det skriger ikke ligefrem mandevenlighed. Og så har jeg stadig et par høns at plukke og bøder at betale med den satans spiseforstyrrelse, der har præget mit ungdomsliv.

 

Det har selvfølgelig skubbet til nogle refleksioner om, hvorvidt jeg nu er der, hvor jeg burde være? Gør jeg det godt nok? Burde jeg have lidt mere fart på? Ligeså hurtigt de her tanker meldte sig, ligeså hurtigt og kærligt mindede min rationelle side mig om, at ja, for dælen, jeg gør det fantastisk.

 

Jeg har brugt det sidste 1.5 års tid på at få styr på mine rammer, komme på benene og rydde og sortere i alt det, der gjorde ondt både indeni mig og ude omkring mig. Jeg føler mig mere i kontrol og frigjort end nogensinde, så for pokker, jeg skal da absolut alt andet end at have fart på. Jeg skal nyde friheden og min prangende lyserøde tilværelse. Det har jeg fortjent.

 

I kølvandet på min aldrings-panik og mindre eksistentielle krise har jeg aflagt 5 løfter til mig selv, som skal gælde for det kommende år. Det er hellige regler, i den forstand, at de må og skal gælde, hvad end mit 22. leveår måtte kaste min vej.

 

  1. Jeg skal være tro mod mig selv, altid være mit autentiske jeg, og ikke gå på kompromis med mine værdier eller hvad jeg står for.
  2. Jeg skal nyde nuet, og alt hvad øjeblikket byder mig, i stedet for hele tiden at tænke forud.
  3. Jeg skal beskytte og være god mod mig selv og min krop.
  4. Jeg skal altid følge min mavefornemmelse, og mærke efter hvad der føles rigtigt.
  5. Jeg skal takke ja til de pludselige oplevelser og tilbud, der byder sig. På med Ja-Hatten!

 

Det er 5 løfter, regler, der skal være med til at gøre det næste år så frit, fredfyldt og sorgløst som muligt. Jeg skal nyde den ungdom, jeg har snydt mig selv for, jeg skal simpelthen være til stede og slippe alle de her møgirriterende ”hvad nu hvis?” Hvis der er en vigtig livslektie, jeg i min halvunge voksenalder har gjort mig, så er det, at livet er for skrøbeligt og værdifuldt til, at lade det passere forbi med for mange bekymringer. Her har jeg været en stor synder. Men som altid behøver fortiden ikke at udgøre fremtiden. Den maler vi selv og, i mit tilfælde, gerne i lyserøde farver.

 

Måske det for netop dig også kunne give mening, at love dig selv altid at være dig selv tro, eller at love dig selv at blive bedre til at tale pænt til dig selv?

For mig virker det at sætte et mål, et mål om at mærke det friere liv.

Hvad end dit mål eller løfte måtte være, skriv det ned! Sort på hvidt! Hvad gør mig glad, hvordan gør jeg det, og hvad har jeg tænkt mig aktivt at gøre hver dag for at indfri det?

WP Feedback

Dive straight into the feedback!
Login below and you can start commenting using your own user instantly