Nagende usikkerhed forfølger mig stadig. I stedet for at jage følelsen af usikkerhed væk husker jeg egne grænser og værdier, og jeg mærker min styrke blusse frem.
11 år gammel. Min krop forandrede sig i takt med med mit selvbillede. Den evige positive og legesyge personlighed, jeg havde, forandrede sig til usikkerhed. Usikkerhed omkring, hvorvidt min krop så ‘rigtig’ ud. Usikkerhed omkring, hvorvidt jeg talte på den ‘rigtige’ måde. I frustration over at usikkerheden voksede, mens verden fløj forbi mig, greb jeg ud efter klarhed og hjælp fra verden omkring mig. Mit rationelle jeg konkluderede, at andre måtte vide, hvordan jeg kunne give slip på min kroniske usikkerhed.
Jeg fik klarhed om, at disse tanker var en fase som resultat af puberteten. Pyha.. skuldrene kom helt ned, og jeg huskede min frie og legesyge personlighed. Mærkeligt nok udviklede fasen sig til en rejse med høje bjerge, jeg skulle bestige, og lange bakker jeg susede ned ad. Troskab og venskab blev til svigt og nederlag, og tilfældige møder viste sig at være kærlighed.
Jeg mindede mig selv om om de vise ord: “Usikkerhed er et resultat af puberteten.” Jeg gentog sætningen som et mantra. Jeg blev skuffet, fordi usikkerheden viste sig som et produkt af min egen selvværdsrejse. Den nagende usikkerhed forsvandt aldrig helt. Den lå i stedet som en sovende bjørn, der blev vækket i aggression, når nye udfordringer tog fat. Den vedvarende usikkerhed føltes som endnu et nederlag i jagten mod overskud på selvværdskontoen.
Ikke desto mindre viste disse lektioner sig som en belønning, fordi jeg nu har lært mere af de udfordringer, jeg har besejret. Usikkerheden er stadig en sovende bjørn i mit liv, men når den vågner, accepterer jeg dens tilstedeværelse. Jeg trækker vejret langsomt og husker, hvorfor jeg er nået så langt. Svaret er enkelt; netop på grund af, at man ikke lader sig kue, når usikkerheden vækkes. Dette har været i forbindelse med ny skole eller job. Jeg spørger mig selv: “Hvad er mine grænser og værdier?”. Når jeg mindes om dette, kan jeg mærke styrken, der brusende skubber usikkerheden til side, og sætter sig som overflod på min selvværdskonto. I begyndelsen af min accept mærkede jeg blot denne styrke som en dråbe i et stort hav af udfordringer og usikkerhed. Men jo mere jeg trænede og lod mig selv mærke og visualisere denne styrke, jo mere mærkede jeg overflod på min selvværdsrejse.